Tirsdag den 4. september kl. 19.00: Sogneaften: Vi skal se filmen ”Nøgle Hus Spejl.”

Dramaet ”Nøgle Hus Spejl” handler om den sidste del af livet og den 76-årige, Lily, der er flyttet på plejehjem sammen med sin syge mand, Max. Hverdagen går med at passe ægtemanden, og det eneste afbræk sker, når deres voksne datter indimellem kommer på besøg.

En dag flytter en ældre, svensk mand ind i lejligheden overfor. Herren går under navnet Piloten, og hans livsglade væsen er en direkte kontrast til den sengeliggende og mentalt fraværende Max. Lily bliver tiltrukket af sin spændende genbo, men snart bliver hun konfronteret af familien og de øvrige plejehjemsbeboere, der ikke forstår den ældre kvindes valg.

Ghita Nørby spiller hovedrollen som den viljestærke Lily i filmen, der giver et virkelighedstro indblik i livet på et plejehjem, men samtidig er det en fortælling om vanskelig kærlighed i tilværelsens sidste år. Sven Wollter, som herhjemme er kendt fra rollerne i ”Englegård” og Bille Augusts ”En sang for Martin,” spiller Piloten, og Trine Pallesen er Lilys voksne datter.

Efter filmen – og kaffen – vil demens-koordinator, Marianne Kristensen, fra Hedelund og Østerbycenteret, komme med et lille oplæg. Derefter er der samtale, spørgsmål og debat.

Del dette: