Om kirken

Kirken ligger i Grundtvigs Sogn, der hører under Skads Provsti, Ribe Stift.

Tanken om at bygge en kirke i Østerbyen i Esbjerg var allerede til stede i 1920'erne. Idéen blev da diskuteret i Vor Frelser Kirkes menighedsråd.

I 1936 havde man udkastet til denne nye kirke, og Esbjerg Kommune stillede en grund til rådighed til det kommende byggeri af kirken.

På grunden lå Rørkjær Skoles boldbanen. Informationen om grundens fremtidige anvendelse resulterede i indsigelser fra skolen, hvilket medførte, at planen om at bygge kirken på denne grund blev annulleret.

Projektet blev yderligere forsinket på grund af sammenlægningen af sognekommunerne Jerne og Esbjerg samt af 2. Verdenskrig. 

I 1952 kunne Esbjerg Kommune meddele, at grunden på hjørnet af Ribegade og Grundtvigs Allé skulle stilles til rådighed for kirkebyggeriet.

Arkitekten Ole Nielsen fra Lyngby tegnede kirken. Han blev udvalgt på baggrund af den arkitektkonkurrence, der blev udskrevet i 1957 i forbindelse med det kommende kirkebyggeri. Oles forslag var ét blandt 130. 

Den 14. marts 1967 blev det på et menighedsrådsmøde besluttet, at det nye sogn, som kirken skulle placeres i, skulle hedde Grundsvigs Sogn.

Byggeriet blev påbegyndt i starten af 1968. Grundstenen blev lagt den 26. april 1968, og rejsegildet blev afholdt den 14. august samme år.

Kirken blev opført i to etaper. Første etape omfattede ud over selve kirken et kapel med tilhørende kapelgård, klokketårnet, et dåbsværelse, et præsteværelse, toiletter, garderobe samt lokaler til kirkebetjeningen. Indvielsen af første etapes byggeri skete på Trinitatis søndag, den 1. juni 1969.

Anden etape omfattede tre menighedslokaler, køkken og toiletter bygget omkring en atriumgård. Rejsegildet til denne etape blev holdt den 3. august 1970. Den 6. februar 1971 blev kirkens mødelokaler indviet.

Der er siden foretaget til- og ombygninger af menighedslokaler, køkkenet m.v.