Kirkerummet

Grundtvigskirken på hjørnet af Ribegade og Grundtvigs allé blev indviet Trinitatissøndag den første juni 1969. Den er tegnet af arkitekt Ole Nielsen, som vandt arkitektkonkurrencen i 1957 blandt 130 indsendte forslag.

Kirken blev opført i to etaper, først selve kirken, kapel med kapelgård, klokketårn, dåbsværelse, præsteværelse, toiletter, garderobe og lokaler til kirkebetjeningen. I 1971 blev anden etape med tre menighedslokaler, køkken og atriumgård taget i brug og i ? blev yderligere menighedslokaler bygget til

Kirken med den smukke beliggenhed overfor Lergravssøen er bygget af røde sten med brede fuger og tækket med tegl.

Kirkerummet er rektangulært og har et kraftigt stigende loft og samtidig en svag hældning af gulvet ned mod altervæggen.
Kirken følger ikke den traditionelle placering med alteret mod øst, men har fået alter ved nordvæggen. Tolv smalle, dybe vinduesspalter er placeret i hele østvæggens længde. Disse vinduesspalter lader lyset falde skråt hen mod alteret og lyset reflekteres i et smukt lyst marmorgulv.
Belysningen udgøres primært af cylinderformede messinglysekroner. Dertil kommer ti smedejernslysestager; tre ved døbefonten, fire ved prædikestolen og syv på bagvæggen.
Tårnet i altervæggens venstre hjørne fungerer som orgelniche. Tårnrummet har et stort vindue i østsiden som giver lys til koret.
Når kirken er fyldt og pulpituret taget i brug kan kirken rumme 344 mennesker.